Brændende kærlighed. En god, gammel klassiker som normalt ikke hører hjemme hos den, der ønsker at tabe sig. Men... med lidt snilde, så kan det imod alle ods godt lade sig gøre, at sænke kalorietætheden fra 5/5 til 3/5, hvilket gør dette til en ret, som du kan tillade dig at spise med god samvittighed - uden at bremse din fremgang.
Ingredienser
Til 2 / 4 personer
- 6 / 12 store kartofler
- 2 / 4 stk persillerod
- 3 / 6 stk gulerødder
- 2 / 4 dl skyr (lunes evt. hurtigt i mikro-ovnen i 15-20 sekunder)
- 2 / 4 løg
- 1 / 2 spsk. olivenolie
- 200g / 400g kalkunbacon
- 100g / 200g syltede rødbeder
- Salt og peber
Fremgangsmåde
- Skræl kartofler, persillerod og gulerødder, skær dem i små tern og kog dem til de er møre.
- Mos rodfrugterne sammen, bland sammen med skyren og smag til med masser af salt og peber.
- Snit løgene, skær kalkunbaconet i små stykker og svits på panden i lidt olie.
- Hæld løget og baconet over mosen og server med syltede rødbeder.
Kokkens tip
Selvom at man ikke normalt spiser salat til brændende kærlighed... så gør du stadigvæk. Spidskåls/gulerods/ æblesalaten som ligger under tilbehør passer f.eks. fremragende til, så fyld tallerken 50/50 med brændende kærlighed og salat.

