Koldskål høres sommeren til - og da jeg i sin tid spurgte Fitnessformularens læsere hvilke sommeropskrifter, de godt kunne tænke sig at se i nogle sunde versioner, blev koldskål da også nævnt ca. 98.943 gange. Den her koldskål er så kalorielet, som den bliver, specielt når serveret med jordbær i stedet for kammerjunkere, så det er bare at gå ombord - sommer eller vinter.
Ingredienser
Til 4 personer
- 4 dl kernemælk
- 4 dl skyr (gerne en tynd udgave)
- 1 tsk. vaniljepulver (uden tilsat sukker, evt. fra Urtekram)
- 2-4 tsk. citronsaft alt efter ønsket syrlighed (auto-zitron går ganske fint an)
- Sødemiddel efter smag og behag (prøv dig frem og smag på den imens)
- Friske jordbær som topping (ligeså mange, du har lyst til)
Fremgangsmåde
- Kernemælk, skyr, vaniljepulver, citronsaft og sødemiddel blendes sammen i en stor, flot rød Magrethe-skål med en håndblender eller en stavblender, alt efter personlig præference. Er man old school kan man helt sikkert også piske det i hånden med et gammeldags piskeris (du finder nok ud af det)
- Jordbærrene skæres over i halve og plaskes oven i koldskålen
Kokkens tip
Hvis du gerne vil spare dig selv for en masse unødvendige kalorier, så anbefales det ikke at tilføje hverken kammerjunkere eller andet kageværk oven på koldskålen. Hvis du ikke kan leve uden, så er det selvfølgelig okay, men ellers så bare prøv at nyde med jordbærrene (eller andre frugter eller bær) på.

