Hvis du kunne tænke dig en nugget, der ikke er lavet af brusk og skrov, og som samtidig ikke sejler i fritureolie, så skal du prøve denne simple version, som laves i ovnen og kun indeholder få ingredienser, du sikkert allerede har liggende derhjemme i forvejen.
Ingredienser
Til 2 / 4 personer
- 2 / 4 kyllingebryster
- Grahamsmel på gefühlen
- 2 / 3 æg
- Lidt mælk
- Rasp på gefühlen
- ½ / 1 tsk. paprika
- Salt
Fremgangsmåde
- Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft.
- Tag samtidig en bageplade ud og udstyr den med bagepapir.
- Skær nu kyllingebrysterne ud i nuggetslignende stykker, så de er klar til at blive paneret.
- Find tre dybe tallerkener frem, som du skal bruge til paneringen.
- Put grahamsmel i den første, de tre æg og et skvæt mælk i den næste og (husk at piske det sammen med en gaffel, så blommerne ikke bare flyder rundt, når du skal til at panere) og masser af rasp i den sidste blandet med paprika og salt.
- Du kender jo godt tricket, men hvert stykke kylling vendes først grundigt i grahamsmelet, derefter i æggeblandingen og til sidst i raspblandingen.
- Læg herefter kyllingerne på bagepapiret, indtil alle stykkerne er paneret og dryp så en lille smule olivenolie hen over (det bliver sgu lige lidt mere saftigt og lækker selvom kalorietætheden stiger en lille smule).
- Varm nugget'sne i ca. 30 minutter. Hvis du vil gøre dem ekstra lækre, så vend dem efter 15 minutter, så de bliver sprøde på begge sider.
Kokkens tip
Server evt. sammen med aiolien som du finder under "Dips & dressinger" samt rodfrugtsfritterne, som du finder under "Tilbehør" for et måltid, der næsten virker som noget, du ikke burde kunne spise under et vægttab.

